Texts

Fredrik Berberg
The Mountain Embedded Within Them
11. – 20.09.2015

Tekst av Eline Bjerkan


Berberg2

Alle skulpturene og installasjonene du ser i Fredrik Berbergs utstilling The Mountain Embedded Within Them, fikk sin form i det digitale 3D-programmet Sketchup. Rommet, og dermed også det skulpturelle språket, oppstår i dette programmet, med alle dets muligheter og begrensninger. Det kartesiske koordinatsystemet legger premissene for skapelsen: «I begynnelsen var xyz-aksen», kan man kanskje si. 3D-programmet fremstår således som et komprimert og tydeliggjort bilde på vår egen virkelighet. Som en naturlig konsekvens av den digitale fremgangsmåten, fremstår verkene ofte strenge og regelbundne i sin geometriske nøyaktighet. Likevel kan man skimte en antydning til lekenhet og fri utfoldelse innenfor de rammene som er satt, som for eksempel ved tresøylene som tvinner seg oppover i rette linjer fra en pidestall av gips.

Flere av verkene spiller på assosiasjoner til det arkitektoniske. Ikke minst forsterkes dette gjennom den modulbaserte helheten de ulike verkene utgjør, men kunsten gjenskaper også det som kunstneren selv kaller for bruddstykker av omgivelsene. Eksempelvis kan gipsflisene på gulvet minne om brostein eller noe så verdslig som baderomsfliser, og noen av skulpturene ligner portstolper eller piper. Disse bruddstykkene kommuniserer så med hverandre ‒ Berberg utforsker hva som kan formidles utenfor en verbal ramme

Berberg3

Oversettelse blir således et sentralt element i Berbergs kunst. Det er et poeng for kunstneren at de tidligere nevnte pidestallene fremstår som en imitasjon av en marmoroverflate, i stedet for å forsøke å gjenskape marmorens faktiske tekstur. På samme måte var det ikke aktuelt å 3D-printe skulpturene for å oppnå den uovertrufne nøyaktigheten som man får når man arbeider i et dataprogram. I stedet skjer det en aktiv oversettelse i prosessen fra virtuelt til fysisk objekt. Her oppstår et spillerom der tilfeldighetene og håndverket kan få komme til syne. I tillegg til at det endelige verket er fysisk, er det gjerne inspirert av ulike element i vår verdslige verden. Hverdagslige former kan være opphavet til en idé som utarbeides i dataprogrammet, og som til slutt får sin fysiske manifestasjon. Dermed er naturligvis kunsten, som alt annet, underlagt en fjerde dimensjon: tid.

Berberg4

Berberg - KopiBerberg5

Vera Boele-Keimer

Back to Front

20.08.- 30.08. 2015

Tekst av Inger Marie Hahn Møller

Babel Image 2Ydmyge, profane og i og for sig ubetydelige materialer og objekter fra vores hverdagsliv transformeres i den tyskfødte kunstner Vera Boele-Keimers hænder. Hun indoptager de ting, vi ofte overser eller anser for trivialiteter – pap, krydsfinér, bogindbinding, tape, plastikposer – og udsætter dem for en række formelle og materialemæssige eksperimenter, hvorfra ny form og betydning opstår. Disse nye former blander skulptur, objekt, installation og maleri på en poetisk og dog struktureret og semi-systematisk måde.

Det virker som om, Boele-Keimer har en særegen sensibilitet og legende tilgang overfor de materialer, der omgiver os. Hun ser nye potentialer deri, som kan udforskes frugtbart på uendelige måder med et ganske nyt udtryk. Denne legende tilgang kombineres med en slags strukturerende princip – repetition, vævning, foldninger, kolonner – strukturer, der indsætter tingene i en ny orden, der dog aldrig bliver for regelmæssig eller perfekt. Netop det let irregulære og uperfekte er en del af disse nye former og tilføjer en snert af usikkerhed og skrøbelighed.

Boele-Keimers værker eksisterer i et subtilt in-between: Midt imellem prædefinerede og traditionelle kunsthistoriske kategorier, midt imellem det temporære og det permanente, midt imellem skulpturel rummelighed og malerisk fladhed, som en slags “malerier i et udvidet felt” i forlængelse af Rosalind Krauss ikoniske tekst om Sculpture in the Expanded Field fra 1979. På denne måde undviger Boele-Keimers værker klassisk definition og kunsthistorisk teminologi, såvel som vores vanebetingede perception af vores umiddelbare omgivelsers materialitet.

Til udstillingen Back to Front i Babel, har Boele-Keimer skabt tre værker baseret på simple og ganske ordinære plastikposer fra lokale butikker i Trondheim. Poserne er omhyggeligt blevet dekonstrueret – udfoldet, udglattet, draperet og fint foldet påny – og sammensat til repetitive, dog let forskudte, mønstre, der er monteret på væggene som monumentale abstrakte malerier. Grey Pattern, Black Lines og Yellow and Pink Pattern har udgangspunkt i et præfabrikeret, maskinelt og ganske almindeligt materiale – plastikposer fra ethvert supermarked, et funktionelt brugsobjekt, vi normalt næppe lægger mærke til – men via Boele-Keimers transformative forskydning opstår en håndgjort, langt fra maskinel, men skrøbelig og temporær installation. De hverdagsagtige plastikposer monteret direkte på væggene efterlader os også med en kommentar til det traditionelle maleri qua deres flygtige ikke-monumentalitet og “lave” materialitet.

Back to front retter vores opmærksomhed mod den potentielle skønhed og nye betydningsdannelse, der ligger i vores ganske nære og ordinære omgivelser.

Martinka Bobrikova & Oscar de Carmen

SUPERFLUOUS IDENTITY IV

20.08.- 30.08. 2015

Tekst av Inger Marie Hahn Møller

IMG_3461

KunstnerduoenMartinka Bobrikova (SK/NO/SE) & Oscar de Carmen (ES/NO/SE) arbejder med en socialt intervenerende og kritisk praksis, der opererer via social research, stedsspecifikke installationer skabt med vores samfunds overforbrug som materiale, og en serie af sociale events og dialoger. De udforsker kritisk vores fastgroede sociale ageren og vaner og stiller spørgsmål til, om vi kunne handle anderledes i sociale fora – for eksempel via deres fortløbende serie af Kitchen Dialogues eller det temporære projekt Bed & Breakfast i duoens atelier i Prag, hvor de skabte et kulturelt divergerende og socialt rum, åbent for overnattende gæster.

I de ofte steds-specifikke og temporære installationer benytter Bobrikova & de Carmen en række af materialer afledt fra det, vi normalt anser som affald. Genanvendt træ, stumper og stykker af genkendelige møbler og objekter, nu frataget deres oprindelige funktion og genindsat i en ny kontekst sammen med ydmyge hverdagsmaterialer som pap, tape og plastik. Affald og overflod fra vores kapitalistiske konsumsamfund.

Duoens værker er ofte lokalt definerende, men stræber mod en global signifikation. Ved at rejse rundt i verden som en inkorporeret del af deres praksis, hvor de deltager i residencies med deres forskellige fortløbende sociale projekter, lader duoen deres specifikke projekt udvikle og udfolde sig i samarbejde med de lokale sociale omgivelser – dog altid med et globalt budskab i sigte. Bobrikova & de Carmens sociale interventioner genererer et kritisk, uortodoks og progressivt alternativ til det neoliberale globale samfund og kapitalistiske system.

SUPERFLUOUS IDENTITY IV udstillet i Babel er del af en serie af stedsspecifikke installationer med samme titel, der undersøger det kapitalistiske systems effekter og indflydelse på individet. Som en monstrøs organisme udfolder installationen sig gennem Babels rum. Lyd, objekter og visuelle elementer flettes sammen og omfavner beskueren i denne mærkelige, overflødige identitet med piktografiske hjerteslag via de cardiogramagtige sorte tapelinier på gulvet og det filtrerede landskab af lyd.

Bobrikova & de Carmens værker er skabt ud af affald og overflod fra vores globale kapitalistiske virkelighed – en virkelighed, der indvirker på os. I deres kunstneriske praksis udforsker de alternative sociale former og hvordan, det kreative, socialt bevidste subjekt er i stand til at manipulere den præ-dominerende diskurs, omend hun/han også er formet af denne diskurs.

Stefan Klampfer

Planer i endring

Tekst av Inger Marie Hahn Møller

Når vi træder ind i et udstillingsrums white cube, er vi kun vidne til en brøkdel af, hvad der er foregået. Det, vi ser, synes definitivt. Vi ser aldrig processen, blindvejene, fejltagelserne og de ændringer i planer, som kunstneren muligvis har undergået. I udstillingen Planer i endring foretager østrigske Stefan Klampfer en topsy-turvy på kunstudstillingens koncept. I stedet for at fremvise et determineret sæt af sandheder, blotlægger Klampfers værk den kunstneriske proces og dens sårbare aspekter i en åben dialog, som nærmere bliver en slags metarefleksioner over selve udstillingspraksissen.

Som udgangspunkt vælger Klampfer en af kunsthistoriens største fiaskoer og successer, August Rodins Monument to Balzac fra 1898. Det var en bestillingsopgave, og Rodin forsvandt i 6 års studier og arbejde. Hvad der startede som et portæt af en nøgen krop endte som en eliminering af krop, fysikalitet og form til fordel for en stærk skildring af forfatterens psykologisk persona. Forfatterens krop er indhyldet i en slåbrok, som symbolsk udslører kroppen til et rent fokus på intellekt og ånd. Skulpturen blev en skandale i sin egen tid, men er senere blevet fremhævet som den første moderne skulptur. Det, der interesserer Klampfer, er netop kroppens og formens eliminering. Især tiltrækkes han af en række af Rodins studier, hvor slåbrokken står tilbage som tom form – en tom skulptur åben for fortolkning og signifikationstilskrivning.

Under processen ledes Klampfer på afveje. Han fortabes i et udvejsløst vildnis med forseglede døre. Præcis på samme måde som Rodin under hans 6 års lange arbejde med en krop og en slåbrok. I sidste ende approprierer Klampfer samme kunstneriske greb som Rodin. Ligesom Rodin eliminerer sit subjekts krop for i stedet at skabe et portræt af Balzacs ånd eller personlighed, kan man sige, at Klampfer søger at eliminere den klassiske udstillings ”krop” med hans egen version af ”tomme skulpturer”. I stedet for en udstilling, der fremviser skulpturens krop eller materie, bliver Klampfers greb, at pege på en række refleksioner over selve udstillingens genealogi.

Han blotlægger sin tvivl, sine spørgsmål og fejltagelser – hvad der normalt gemmes afvejen under kunstværkets glatte overflade. Som en markering af fejltagelserne bygger han en serie af tomme kasser ud af kasseret træ. De er kun limet sammen, ganske skrøbelige og på nippet til at kollapse som en visualisering af hans egen proces og af kunsten som konstruktion. Kassernes emblematiske tomhed peger samtidig på kunstinstitutionens tomhed og på konceptet om udstillingsrummet som en white cube. På et mere produktivt niveau indikerer denne tomhed dog også en åbenhed – en åbenhed i forhold til beskueren, en sprække for dialog og ny indsigt.

Planer i endring er pragmatisk sagt nøjagtigt, hvad der skete for Klampfer – præcis som det er sket for mange andre kunstnere gennem kunsthistorien. Det der startede som en planlagt udstilling af Balzacs tomme slåbrok endte ud med at blive en metaudstilling med subtile overvejelser over, hvad kunst og udstilling i det hele taget er. Præcis som Rodin brugte 6 år med fysisk udforskning af sit subjekt, har Klampfer gennemgået en række materielle eksperimenter – bygning af tomme kasser, observering af de fysiske omgivelser, dokumentering af hver en lukket dør, han møder på sin vej og registrering af de spor hans lim skaber – for netop at ende ud med en række konceptuelle metarefleksioner. Udstillingen er et konglomerat af disse materielle afsøgninger. Et konglomerat, der lader tomheden, nihileringen, afvisningen, ændringen i retning og plan være selve indholdet. At være ledt på afveje kan også være produktivt.

Led Astray – Notes on Stefan Klampfer’s exhibition Planer i endring at Babel Visningsrom for Kunst

By Inger Marie Hahn Møller, MA in art history

When we enter the white cube of an exhibition space we only experience a tiny part of what happened. What we see seems definitive. What we normally don’t see is the process, the dead ends, the failures and the changes in plans that the artist might have struggled. In his exhibition Planer i endring Austrian Stefan Klampfer makes a topsy-turvy on the concept of the art exhibition. Instead of presenting a determined set of truths his work is exposing the vulnerable aspects of the artistic process in an open dialog that rather becomes a set of meta-reflections on the exhibition practice in itself.

As his starting point Klampfer chooses one of art history’s biggest failures and successes, August Rodin’s Monument to Balzac from 1898. Rodin was commissioned to make the monument and disappeared into 6 years of study and work. What started out as a portrait of a nude body ended up as an elimination of body, physicality and form in favour of a strong depiction of the writer’s psychological persona. The body of the writer is wrapped up in a dressing gown that symbolically blurs the body into a pure focus on his mind or spirit. The sculpture was a scandal in its time but has later been considered the first truly modern sculpture. What interests Klampfer is exactly this elimination of body and form – and especially he is drawn towards some of Rodin’s studies where the dressing gown literally stands as an empty shell – an empty sculpture open toward interpretation and signification.

During his process Klampfer is led astray. He is lost in a wilderness of dead ends and closed off doors. Just as you might say Rodin was during his 6 years of working with the problematics of a body and a dressing gown. In the end, Klampfer appropriates the same artistic approach as Rodin. Just as Rodin eliminates the body of his subject in order to create a portrait of the personality and mind of Balzac, you could say that Klampfer is eliminating the “body” of the classic exhibition with his own set of “empty sculptures”. Instead of an exhibition presenting the body or the materiality of sculpture, he aims at pointing out a number of considerations on the genealogy of the exhibition per se.

He lays bare his doubts, his questions, his failures – what is normally hidden underneath the smooth surface of the finished piece of art. As a mark of his failures he builds a series of empty crates or sculpture boxes out of discarded found wood. They are glued together, fragile and easily falling apart as a visualisation of his own process and of the construction of art. This emblematic emptiness points towards the emptiness of the art institution and the concept of the exhibition space as a white cube. But in a more productive field the emptiness of the sculptures indicates an openness towards the spectator, a gab for dialogue and new insight.

Planer i endring – or “change of plans” is on a pragmatic level exactly what happened for Klampfer as for many other artists during the history of art. What started out as a planned exhibition of Balzac’s empty dressing gown ended up as a meta-exhibition exposing subtle considerations on what art and exhibition is at all, and showing how art has a potential as being exactly a construction. Just like Rodin spent 6 years with physical processes exploring his subject, Klampfer has gone through a number of material experiments – building empty crates, observing his physical surroundings, documenting every sealed off door he meets and registering the traces of the glue his is using – in order to end up with his conceptual meta-reflections. Planer i endring is a conglomerate letting the emptiness, the negations, the rejections and the changes in direction and plans being the content in itself. Being led astray might also be productive.